I 70 års fødselsdagsgave fik Hanna et gavekort til at fortælle og forevige sin livshistorie. Hun var først skeptisk over for ideen, men endte med at være glad for processen og resultatet.

Hvad var din første reaktion, da du fik gaven og blev opfordret til at fortælle og optage din livshistorie?
“Jeg fik det her i fødselsdagsgave af min søn og svigerdatter, og jeg tænkte nej, hvad skal jeg fortælle og hvorfor … Jeg troede ikke, at jeg havde nok at fortælle. Men så begyndte jeg at skrive i den skabelon, jeg fik af Liv fra Livshistorier, og så opdagede jeg, at der var noget. Liv hjalp mig med at få rigtig meget mere frem hos mig, end jeg havde tænkt på umiddelbart. Det har virkelig været en sjov process.”

For hvis skyld lavede du din livshistorie?
“Først tænkte jeg, at det var for børnenes skyld, at jeg gjorde det. Men så tillod jeg mig, at det også var for mig selv. Og det endte med at være lige så meget en proces for mig og en gave til mig selv. Jeg fik mulighed for at tænke lidt ekstra grundigt efter.”

Hvad fik du ud af at samarbejde med en journalist om at fortælle din historie?
“Da jeg skrev den kronologiske tidslinje over mit liv, blev jeg meget mere opmærksom på overgangene. Når mit liv gik fra en fase til en anden. Jeg kom også til at dvæle ved nogle ting, og det gav historien sanselighed. Jeg havde aldrig selv fundet på at udpensle historierne om min barndom på gården. Det var jeg slet ikke selv opmærksom på, jeg har det jo bare i mig.”

Hvordan var processen?
“De sidste uger arbejdede jeg meget op til interviewet, hvor jeg skrev min tidslinje, og det var sjovt. Jeg troede, det ville være sværere. At samarbejde med Liv har været afslappet og nemt. Og hele processen har været sjov og også lidt hård. Det var svært at finde alle årstallene. Det gav mig sikkerhed, at Liv sad med et manuskript og havde styr på det. Og så var jeg imponeret over strukturen, og hvordan Liv samlede op og gik videre, så jeg ikke fortabte mig. ”

Hvad synes du om resultatet og at lytte til din egen livshistorie som podcast?
“Resultatet er faktisk både blevet sjovt, tankevækkende og rørende.”