Stine vil fastfryse sin raske far
- Liv Mygind
- sep, 20, 2023
- Livshistorier
- No Comments
Hvad var anledningen til, at du tog skridtet og fik optaget din fars historie?
“Jeg har fulgt Livshistorier på Facebook i længere tid, og tænkt at det en dag kunne være fedt at få optaget mine forældres livshistorier, men samtidig har jeg tænkt, at det jo ikke behøvede være lige nu. Men så fik min far en blodprop, og det gik op for mig for alvor, at mine forældre kan dø.
Fra den ene dag til den anden begyndte jeg i langt højere grad at prioritere at være mere sammen med min far og mor. Samtidig stod min mand og jeg midt i et husbyggeri, og jeg besluttede, at når jeg ikke lige skal bruge alle mine penge på isoleringspap og trægulve, så ville jeg bruge penge på at få optaget min fars livshistorie. Jeg ville fastfryse ham, som han er lige nu, hvor han er frisk, rask og klar i hovedet,” siger Stine Nørgaard, der fik optaget sin 72-årige fars livshistorie.
Hvad vil du bruge podcasten med livshistorien til?
“Når min far ikke er her mere, skal livshistorien stå som et lille bål, man kan gå hen og varme sig ved. Når mine børn bliver store, vil de også kunne spejle sig i ham og hans fortælling, og de vil få en forståelse af, hvor de kommer fra.
Min far er den fødte historiefortæller, og han kan altid blive ved med at fortælle i timevis. Og nu kan han jo så faktisk blive ved med at fortælle – selv når han engang om mange år ikke er her mere. Så kan vi sidde og lytte til lightudgaven af min far, der fortæller, brygger kaffe og sludrer – og på den måde kan jeg bevare en relation til ham og holde gang i samtalen”.
Hvorfor kan du ikke bare selv genfortælle din fars historier til dine børn?
“Jeg kan slet ikke huske alt det, min far fortæller, og det er så frustrerende, når jeg vil genfortælle noget, han har sagt, og jeg så ikke kan huske det. Nogle gange får jeg bare ikke lyttet ordentligt. Men nu har jeg dokumenteret ham, og det er jeg så glad for”.
Hvorfor tillægger du fortiden så stor værdi?
“Nostalgi løber tykt i mine årer, og minder og billeder har stor værdi for mig. Jeg er nok et ret bagudskuende menneske, der er mere interesseret i fortiden end fremtiden. Og så føler jeg også et ansvar for at kunne huske hans historie”.
Hvad kan du bruge din fars historie til?
“Jo ældre jeg bliver, des mere relevant føler jeg, at det er at spejle mig i mine forældres livsvalg. Jeg kan relatere mere til min fars historie nu, hvor jeg har den alder, som han havde, da jeg var teenager.
Jeg kan bruge det til at se, hvordan generationerne ændrer sig. Han kom fra markant andre kår end mig og især end mine børn. Det er interessant at høre, hvad han så som sine muligheder, og hvilke forventninger han havde til livet som ung. Mine forældre levede det frie kollektivliv, og efter de blev skilt, havde han mig kun hver anden weekend og hver tirsdag. Det er interessant at høre, hvordan han fortæller om vores liv sammen”.
Nyhedsbrev
Seneste indlæg
Ring til Liv Mygind og hør nærmere
Få en snak om, hvad du ønsker at gemme som lydminde, og hvordan vi kan fortælle din historie.
Telefon: 30919261