Oldebørnene gav lidt af deres lommepenge, familiens studerende gav små SU-venlige beløb, og de arbejdende familiemedlemmer gav større beløb, og til sammen fik familien indsamlet det, det kostede at få foreviget 90-årige Ebbas livshistorie.

Familiens ældste barnebarn, Anne, tog initiativ til at få sin bedstemors livshistorie foreviget som podcast. Her fortæller hun om processen med at samle penge ind til projektet, og hvordan det har været at lytte til podcast, hvor Ebba fortæller om sit usædvanlige liv.

Hvorfor gav I din farmor et gavekort, så hun kunne fortælle sin livshistorie?

“Vi har en rigtig stor familie, da min far har fem søskende. Så vi er seks grene i familien, og mange af mine fætre og kusiner har også fået børn. Så vi er mere end 30 mennesker, når vi lige er de nærmeste.
Min bedstemor Ebba har altid samlet os hjemme hos sig selv. Men under Corona kunne vi ikke mødes alle sammen, og da hun så fyldte 90 år, og vi ikke kunne fejre hende, så fik jeg ideen til at give hende mulighed for at fortælle sin livshistorie.
Så jeg spurgte hele familien, om vi skulle slå os sammen om gaven. Der var nogle stykker i familien, der var skeptiske i forhold til, om hun nu ville kunne lide at fortælle om sig selv. Men efter lidt tid var alle med på ideen,” fortæller Anne. 

Hvordan finansierede I projektet?

“10.000 kroner er en fair pris, for det er et stort stykke arbejde at lave en livshistorie, men det er bare rigtig mange penge, og vi har slet ikke tradition for at give store gaver i min familie. Så vi lavede en model, der var lidt giro-413-agtig. Vi lavede en indsamling og bad alle i familien give det beløb, som de kunne undvære. Nogle gav 200 kroner og andre gav flere tusind kroner, og de yngste gav 50 kroner af deres lommepenge, så alle var med, og bidrog med det de kunne, i den livssituation de var i på det tidspunkt. Det var rigtig fint, at det kunne lade sig gøre på den måde, og jeg var den eneste, der vidste, hvor meget folk gav hver især.”

Hvordan var det at lytte til din farmor fortælle om sit liv?

“Det gjorde et stort indtryk på mig, og jeg lærte hende bedre at kende som person. Og det var faktisk overraskende, hvor meget hendes ungdomsliv lignede mit ungdomsliv. Hun cyklede altid rundt i København og gik til en masse koncerter – hun havde faktisk levet et liv, der havde lignet mit eget som studerende. Det var vildt sjovt at se den stærke parallel mellem vores liv sammen med de store forskelle, da hun jo voksede op i en helt anden tid. Så fik jeg også en masse ting at vide, som jeg ikke vidste, fordi jeg kun havde hørt historierne fra hendes liv som spredte anekdoter – men uden kontekst. Så der var en del, der faldt på plads”.

Hvad synes de skeptiske familiemedlemmer om podcasten, da den var færdig?

“Alle var glade for resultatet, og podcasten gav så meget mere, end de havde forestillet sig. Alle der har lyttet, lærte noget nyt om Ebba, og vi fik nye perspektiver.

Nu er hun her så ikke mere, og efter hendes død betyder det endnu mere at have hendes fortælling og hendes stemme”.