Bedsteforældres livshistorie er en unik gave at få. Den vidner om, at vi har rødder, og giver os nære historier at spejle os i.

Nogle døde er mere levende end andre. Det kom jeg til at tænke på, da jeg så et billede af Mormor og Polle stå hjemme hos min morbror.
Det klogeste, jeg har læst om de livsglade døde, har Benny Andersen skrevet:

…Jeg har ikke noget imod døde
nogle af mine bedste venner er døde
det påfaldende er blot deres
usvækkede livskraft
modsat adskillige nulevende som er
mere døde end levende
jeg kender flere uafdøde
som keder mig til døde
mens de rigtige døde
de professionelle
har det med at gå igen
på uventede tidspunkter
blander sig i alt …

… Præcis sådan har jeg det med min mormor og morfar. De kunne holde selskaber, danse, spille kort og fortælle en god historie. Der var altid sjovt og gang i den, når vi var sammen. Vi byggede snehuler, selvom der kun var 5 centimeter sne, vi tog på charterferie, og det var dengang, mormor røg cerutter i flyet. Min morfar optrådte og lavede sketches og spillede vikingespil og sang og fortalte vittigheder. Og når det hele blev lidt for vildt, så sagde min mormor “Poul Christian!”, og så var der ro på tropperne igen. Man skulle være stille, når der var Lykkehjulet, og der var altid gule gajoler i handskerummet.
Jeg ville ønske, at jeg havde fundet på Livshistorier lidt før. Så ville jeg have interviewet dem, og jeg ville havde haft deres historier, som jeg kunne gå og lytte til nu. Der er så meget, jeg ikke kan huske. Var det rødspætteskind, min mormors konfirmationssko var syet i, og var det flere lag fiskeskind oven på hinanden? Hvordan mødte de hinanden? Jeg kan huske brudstykker, men jeg kan ikke folde historierne ud og give dem farver. Det er for sent, og det er ærgerligt. Selvfølgelig ville jeg ikke kunne få dem til at genopstå, hvis jeg havde optaget deres livshistorier. Men jeg ved, at jeg ville elske at sidde derhjemme i sofaen (der før i tiden boede i deres stue) og lytte til deres fortællinger og deres stemmer. Og jeg ved, at det ville vække mange minder, hvis jeg havde haft deres livshistorie foreviget som lydfortælling.
Jeg elskede den måde min morfar Polle sagde [eksant] på, og hvordan han [ciklede]. Og hver gang jeg får en ny kjole, skal jeg til at ringe til min mormor, selvom det er 5 år og 5 måneder siden, hun døde. Vi elskede begge kjoler, og det var hende, der lærte mig at gøre en flot entré.

Kære Mormor og Polle. Det er dejligt, at I er så levende, selvom I er døde. Jeg glæder mig til vi engang om forhåbentlig mange år ses igen. Så håber jeg, at man må spille Whist og synge snapseviser i Himlen eller Nangijala eller, hvor det nu er, vi mødes igen.

Hvis du vil sikre dig, at du får stillet de helt rigtige og vigtige spørgsmål til dine forældre eller bedsteforældre mens tid er, så brug min liste med de 10 vigtigste spørgsmål. Den får du helt gratis, hvis du skriver dig op til mit nyhedsbrev. Og det gør du lige her.