fbpx
 

Sådan kommer du selv i gang med at forevige din livshistorie

Sådan kommer du selv i gang med at forevige din livshistorie

Du kan lade dine slægtninge arve dine ting, dine penge og din ejendom, men hvorfor ikke lade dem arve din historie? Her er en miniguide på 6 punkter, som kan hjælpe dig i gang med at forevige dine erindringer.

1. Få motivationen på plads
Besvar disse spørgsmål for at få styr på, hvorfor du egentlig vil forevige begivenheder fra dit liv.
Jeg vil forevige min livshistorie, fordi ….
Jeg vil give min historie til …
Tænk på en person, du har haft kær, som ikke længere er her. Hvis du kunne gå tilbage i tiden, hvis livshistorie ville du så gerne have nu? Og hvad ville du gerne vide?

2. Gør det
Den største udfordring er, at du ikke får det gjort. Formen er ikke så vigtig. Bare kom igang. Begynd at skrive historier ned fra dit liv eller optag anekdoter, som du selv fortæller. Det virker måske uoverskueligt at skulle forevige hele din livshistorie, så tænk hellere at du vil forevige et par historier fra dit liv, og så kan det jo være, at det ender med at blive din livshistorie.

3. Der er mange tekniske muligheder
Du kan skrive din livshistorie i hånden, på computeren, på din telefon eller optage den på diktafon. De fleste smartphones har en diktafon, som du kan optage med. Fordelen ved at fortælle din historie og optage den er, at det er nemt for dine slægtninge (især de yngre) at lytte til en historie. De kan lytte til livshistorien, når de kører bil, vasker op eller går tur. Din stemme gemmer også mange historier i sig selv. Din dialekt, lydene fra dit hjem og de sætninger, hvor man kan høre, at du smiler.

4. Skriv en blå bog
For at du ikke kommer til at fortabe dig i årstal, logistik og fakta om, hvornår du gjorde hvad, kan det være en god ide at skrive en tidslinje, hvor du gør rede for alt det faktuelle. Så kan du parkere, hvem der gjorde hvad og hvornår på din tidslinje og koncentrere dig om de gode historier, når du fortæller.

5. Tænk i illustrative nedslag
Hvis din livshistorie skal være interessant at læse eller lytte til for andre, skal det ikke være en alenlang blå bog. Du skal finde helt konkrete oplevelser fra dit liv, hvor der var noget på spil, og fortælle de helt specifikke oplevelser som små filmscener.

6. Ellers ringer du bare …
Hvis du ikke rigtig får det gjort, eller du ikke får fortalt om dit liv på en tilfredsstillende måde, så ring til mig. Jeg foreviger din livshistorie professionelt og redigerer den, så den bliver spændende at lytte til. Jeg lover at stille spørgsmål, der får dig til at fortælle godt og levende.

Telefon til Liv Mygind, journalist hos Livshistorier: 30919261

Det er gratis at ringe og få en snak, om hvordan vi kan forevige din livshistorie.

Comments are closed.